følg os på Facebook
himlen og Himlen

himlen og Himlen

1 bedømmelse(r) Wagner, Hartvig
Pris - 249,95 kr
Sæt på ønskeseddel

Bedømmelser

Anmeldelse i IMT nr 13 - 2019
Bedømt af Finn (Indsendt den 29/10/20)
Vælger du teologien, bliver det retsiden af Himlen, du skal arbejde med. Det er jo kun vrangen, vi ser på nattehimlen. Disse ord fik forfatteren faderen, da han fortalte ham om sine studieplaner. Astronomien blev ikke fravalgt, men fik dog så stor en plads i livet, at forfatteren har bygget sit eget observatorium i privatboligen.
Det blev Himlen med Kristus og kirken for øje der blev livsvejen. Mange kender Wagner, der trods teologiske og folkelige strømninger står fast på kirkens og apostlenes grundvold, også selv om det koster ære og anseelse. I bogen møder vi personen bag denne frontkæmpe. Med stor respekt og værdighed omtales folk med anden overbevisning, samt personer der har givet smerter på livsvejen. Livets mange hændelser skildres altid i den positive tilgang, selv der hvor smerterne står imellem linjerne.
Bogen fremtræder som et værdifuldt stykke kirkehistorie med forfatterens store engagement og lange arbejdsliv i dansk kirkeliv, kirkelige bevægelser, teologiske opgaver, opstart af Indre Missions Bibelskole mm.
Navnet Wagner er af tysk oprindelse, og slægten kan føres tilbage til 1300 tallet og tæller bla. Martin Luthers nære medarbejder Philipp Melanchthon. Forfatterens oldefar forlod sit hjem og sin slægt og rejste til Frederikshavn hvor slægten fik danske rødder.
Forfatteren beretter om et boom af interesser. I de første år var det fysik, kemi, naturen, teknikken og zoologi der fyldte interessefeltet. Senere blev det udvidet med store Brorson studier, arkæologi, foto og et stort rejseliv ikke mindst til Israel og andre bibelske lande.
Med kærlighedens stille glød fortælles om den fælles vandring sammen med Marie i familie, glæder, sorger, præstetjeneste. Ikke mindst fortælles om to, som har støttet hinanden og båret livet udfordringer sammen.
I bogens sidste kapitler er det afskeden med de kære. Om det at miste og leve livet alene. Trods det er der mening og håb for forfatteren. Du tager vel ikke en på 89 år med til Etiopien, spurgte Wagner en rejseleder. Jo, når det er dig, lød svaret, og så kunne forfatteren lægge endnu en stor rejseoplevelse til sine mange erindringer.
Bogen er meget velskrevet, sproget flyder og hver side giver indholdsmættede beretninger. En bred læserskare vil i bogen finde et link til sit eget liv og engagement i kirkelivet.

Indsend din bedømmelse

Kun registrerede brugere kan skrive bedømmelser. Log ind eller registrer